Danmarks første kvindelige møbelsnedker
Trofaste læsere af denne klumme vil have bemærket, at ”klumnisten” har en svaghed for markante lokale kvinder, der gør det – efter tidens norm – usædvanlige. Sophy A. Christensen (1867-1955) er én af dem.
Sophy kom fra særdeles beskedne kår, hvor først faderen blev uarbejdsdygtig og siden moderen døde, og formaningen var klar: Sørg for at dine søskende kommer godt i vej! I slutningen af det 19. årh. var der ikke mange døre åbne for initiativrige kvinder, men Dansk Kvindesamfund gjorde, hvad de kunne gennem positive fortællinger at formidle budskabet: at kvinder kan meget mere end man skulle tro.
Således blev hun i 1893, som 26-årig, uddannet som den første kvindelige møbelsnedker i Danmark. Selvfølgelig – kunne man sige – blev hun solidt chikaneret af sine mandlige kolleger, men det rakte kun til, at hun gennem slid og faglighed havde vist, at hun var særdeles velkvalificeret. Hun tog arbejde uden for Danmark og kunne i 1895 begynde eget snedkerværksted i København – så blev hun også Danmarks første kvindelige snedkermester.
Hun havde brug for luftforandring og drog igen udenlands, hvor hun – ikke mindst i Frankrig studerede moderne kunsthåndværk. Så da hun vendte hjem igen i 1907, kunne hun blive forstander for ”Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder”.
I en tidlig alder af 53 år, forlod Sophy snedkererhvervet, tegnede sit eget hus, og fik det bygget på Kajerødvej 94 og kaldte det ”Poppelhuset”. Her boede hun i 11 år (1920-1931). Nulevende lokale vil huske huset som den villa, hvor skuespilleren Elith Pio boede i mange år efter Sophy.
Sophy var i sin fremtoning særdeles anderledes, hvilket fotografiet også viser. Hun havde opfyldt sin mission om at sætte sine mindre søskende ”godt i vej”, og fik tid til at skrive sine erindringer ”Jeg vilde frem” (1928), og mange så dette skrift som et indlæg i den tids teosofiske filosofi. Spørger man Wikipedia, får man denne forklaring: ”Teosoffer mener, at der er en universel, altomfattende visdom, der ligger til grund for den synlige verden, og at mennesker kan få adgang til denne visdom gennem spirituelle praksisser, studier og personlig udvikling”. På det personlige plan holdt hun sig fra ægteskab og havde i stedet gode kvindelige samboere.
chas